Havde en spændende samtale med et med-menneske i går, om sekter og det som de både giver og det som de tager. Og i nat fyldte dette også i mine drømme. Den slags fællesskab hvor det unikke skiftes ud med en fælles tankegang, en fælles handlen efter et kodeks. Det er der hvor du giver afkald på noget af det unikke i dig, for at være med og få gavn af de gaver det sekteriske fællesskabet giver.
Jeg øver mig i, at turde stå så meget som mig i verden som muligt, og det er ikke altid helt nemt. At turde gå ud i verden med mit eget, nøgen og sårbar, og se om det holder. Nu mere jeg gør det, nu mere finder jeg ud af, at jeg slet ikke står alene i verden, næsten tværtimod vil jeg sige. Når jeg står frit i mig selv, så kan jeg lettere forbinde mig frit og ægte med andre, og derved mødes på et dybere plan.
I 5 år stod jeg i verden som en del af et tantrisk community, der havde et meget klart regelsæt om hvad der var rigtigt og forkert, både i tanke og i handling. Og på den ene side var det enormt befriende, aldrig at skulle forholde mig til mine egne meninger og holdninger. På den anden side så mistede jeg noget af det som gør mig til mig i processen.
Nu i dag flere år efter, nyder jeg friheden til at tænke som jeg vil, at gør som jeg vil, at skulle forholde mig til om det der sker, føles rigtigt eller forkert i mig. Jeg har ikke længere et automatsvar inden i. I starten var det skræmmende, og nu elsker jeg det. Jeg føler mig fri, jeg kan ikke længere gemme mig bag andres regler. Med frihed følger der også ansvar, og jeg må nu tage ansvar for mit eget, og det nyder jeg, og det er til tider også udfordrende.
Det er spændende, at se hvordan nogle fællesskaber avler frihed, både i tanke og handling, og andre avler bundethed i tanke og handling. Spændende at se hvordan de tiltrækker forskellige typer mennesker. Før var jeg helt sikkert til de fællesskaber der avlede bundethed og smerte, nu er det de andre der trækker i mig. Det der i de sidste år har ændret sig i mig, er at jeg har gået igennem en lang process med at sige ja til min familie og mit liv, bla. via familieopstilling.
Jeg er gået fra, krampagtigt at holde fast i de få historier der var smertefulde i mit liv, og som terapi verden gjorde meget for at holde i live i mig, til at slippe dem og sige JA til livet, som er mig givet. Jeg har mine forældre i ryggen, mærker deres varme og kærlighed hver dag, mærker og respektere deres liv og deres udfordringer som deres. De har givet mig meget, og nu giver jeg det videre til dem jeg møder på min vej. Jeg har også alle mine lærere, og alle der har inspireret mig på min vej gennem livet med i mit hjerte, jeg har taget deres gaver ind og har gjort dem til mine egne.
Alle disse brikker gør mit liv til noget unikt, og det er alle brikkerne i dit liv, som gør dig til noget unikt. Mange kæmper en kamp med brikkerne, og i den kamp glemmer de at samle deres eget livs puslespil. Mange gør som jeg gjorde, de bliver ved med at sige nej til livet der blev dem givet, de bliver ved med at huske og genfortælle den samme smertefulde historie fra deres barndom igen og igen. Og der er mange der tjener kassen på at hjælpe dem med at blive i historierne. Lad os alle bryde fri, lad os slippe historierne, lad os slippe båndene, lad os finde vejen til frihed inden i os selv. Lad os sige JA til det perfekte ”uperfekte” liv vores forældre gav os. Lad os bruge livet til noget, lad os åbne vores hjerter i kærlighed, og rumme glæden og smerten i livet sammen i frihed <3 Lad os sige JA <3
Kærligst Katarina
Seneste kommentarer